Åbent
Man-Tor
8:30-11.30 &
12:30-14:30
Endoskopi &
Operationer
1-2 Uger
English

Kikkertundersøgelse af spiserør, mavesæk og tolvfingertarm - Gastroskopi

Undersøgelsen foretages for at afsløre om der er sygelige tilstande i spiserør, mavesæk eller tolvfingertarm så som f.eks. mavesår, mavekatar, spiserørsbrok m.m. Undersøgelsen udføres gennem munden med et endoskop (en bøjelig og styrbar kikkertslange) hvorigennem den indvendige del af spiserøret, mavesækken og tolvfingertarmen undersøges. Gennem kikkerten kan der indføres instrumenter til udtagning af prøver til undersøgelse for mavesårsbakterier, betændelses- og celleforandringer m.m..

Før undersøgelsen

Du skal faste i 6 timer, men må dog gerne drikke lidt vand op til 2 timer før undersøgelsen. Hvis du ønsker afslappende medicin ved undersøgelsen skal du forinden have arrangeret hjemtransport (f.eks. afhentning af pårørende, taxi, Falck).

gastroskopi

Selve undersøgelsen

Svælget lokalbedøves evt. med spray (valgfrit).

En del patienter foretrækker at få en let bedøvelse med afslappende medicin. Dette gives som en tablet Stesolid 5 mg. Hvis du ønsker dette skal du møde 45 før undersøgelsen.

Undersøgelsen varer ca. 3 minutter. De fleste patienter finder undersøgelsen moderat ubehagelig på grund af opkastningsreflekser.

Undersøgelsen foregår liggende på venstre side. Kikkerten føres ind i munden, hvorefter du bliver bedt om at foretage et par synkebevægelser, for at kikkerten kan komme ned i spiserøret. Der er rigelig plads til at trække vejret gennem både næse og mund.

Efter undersøgelsen

Du får besked på, hvad lægen har set ved undersøgelsen med det samme. Resultatet af undersøgelsen sendes til din praktiserende læge indenfor 24 timer. Hvis der er taget vævsprøver, får du svar per e-boks eller brev efter ca. 10-14 dage.

Hvis der er givet lokalbedøvelse med spray, må du først spise og drikke efter 1 time på grund af risiko for at få maden i ”den gale hals” (luftrøret).

Hvis du ikke har fået lokalbedøvende spray kan du spise og drikke almindeligt umiddelbart efter undersøgelsen.

Husk du skal arrangere hjemtransport, hvis du ønsker afslappende medicin til undersøgelsen. I givet fald må du ikke føre motorkøretøj før dagen efter.

Risiko

Undersøgelsen anses for meget sikker, men risiko (mindre end 0,1%) for komplikationer kan ikke helt udelukkes. Blødning og perforation er forekommet. I sjældne tilfælde ses tandskader. I øvrigt forekommer let svien i halsen eller luft i maven, som dog hurtigt forsvinder. Hvis du oplever vedvarende mavesmerter, utilpashed eller feber efter undersøgelsen skal du søge læge.