Irriteret tyktarm – Colon Irritabile
Hvad er irriteret tyktarm?
Irriteret tyktarm er en generende , men helt ufarlig tilstand med ændret følesans i tyktarmen, ændret tarmbakteriesammensætning, forstyrrelse af tarmbevægelser og ændrede signaler mellem tarm og hjerne.
Tilstanden viser sig bla. ved smerter, oppustethed, vekslende afføring m.m. (se nedenfor). Symptomerne opstår ofte efter måltider, kan tiltage i løbet af dagen og er typisk værst om aftenen. Forværres ofte betydeligt i forbindelse med stress. Irriteret tyktarm er dobbelt så hyppig hos kvinder end hos mænd.
Hvordan opstår irriteret tyktarm?
Årsagerne er ikke kendt i detaljer. Irriteret tyktarm er hverken smitsom, ondartet eller arvelig. Nogle gange opstår tilstanden efter maveinfektioner og antibiotikaforbrug. Kan også være stress-betinget. Både sygdom, behandling og stress medfører, at vi mister en stor del af vores gode og nyttige tarmbakterier. Tilstanden starter ofte i teenage-årene eller tidlige voksenalder og varer gerne i adskillige år.
Hvad er symptomerne?
- Ubehag/smerter og rumlen i maven. Letter gerne efter toiletbesøg.
- Oppustethed, øget luftafgang og evt. slimafgang
- Diaré eller hård afføring – ofte skiftevis
- Følelse af ufuldstændig tarmtømning efter afføring
- Kvalme, opstød, hovedpine og rygsmerter
- Træthed, forstyrret søvn og depression
Hvordan stilles diagnosen?
Diagnosen stilles på de typiske symptomer, sygehistorien og på undersøgelser, der udelukker andre lidelser. Undersøgelserne foretages i klinikken:
- Kikkertundersøgelse evt. med udtagning af vævsprøver fra tarmen mhp. betændelsesforandringer.
- Blodprøve for glutenallergi, mælkeallergi og stofskiftelidelser m.m.
Hvad sker der med tiden?
Symptomerne kommer og går. Kan være væk i perioder. Tilstanden er på ingen måde farlig og udvikler sig ikke til kræft eller anden sygdom.
Hvad kan jeg gøre?
- Sørge for at indtage den rigtige mængde kostfiber hver dag (25-30g). Se www.altomkost.dk
- Undgå så vidt muligt ting, som forværrer symptomerne: kaffe, tobak, alkohol, stærke krydderier, slik, tyggegummi og store mængder frugt.
- Drik rigelig væske (2,5-3 liter) daglig.
- Daglig motion i min. 30 min. Modvirker forstoppelse og koordinerer tarmbevægelserne.
- Lad generende tarmluft slippe ud.
- Prøv evt. low-FODMAP diæt. Tal gerne med din egen læge eller diætist inden du starter. Er meget populær, men lidt besværlig og kun ca. halvdelen oplever forbedring.
- Flere naturligt forekommende midler, der fås som kosttilskud er effektive, bla. opløselige kostfibre, visse mælkesyrebakterier, anti-skummidler, visse æteriske olier m.m.
- Bed evt. din praktiserende læge om konsulatation hos undertegnede mhp. undersøgelse og rådgivning